Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


November 2003


Kan terror udstilles?


En planlagt udstilling om terrororganisationen RAF vækker hede følelser i Tyskland

Mens symbolerne i den danske debat om venstrefløjens synderegister i 1970'erne handler om lygtepæle og gymnasieblade, som ikke kan dokumenteres, er fortiden anderledes alvorlig i Tyskland.

Indtil terroristgruppen Rote Arme Fraktion for fem år siden valgte at opløse sig selv, havde gruppen gennem mere end 25 års virke dræbt mindst 30 mennesker. Ofrenes efterladte familier er naturligvis stærkt berørt, når terroristerne diskuteres. Ligeså alle de mennesker, hvis liv iøvrigt enten blev påvirket af terrorismen eller af den voldsomme statslige modreaktion. Terrorismen førte til en stærk oprustning af politiet, og mange politiaktioner og kontrolforanstaltninger, som for eksempel Berufsverbot, var i åbenlys strid med idealerne for en retsstat. "Det tyske efterår, 1977" var reelt en politistat. Hvordan håndterer man denne følsomme fortid i begyndelsen af et nyt århundrede?

Det berlinske udstillingshus Kunst Werke har besluttet at præsentere en udstilling fra november 2004 med arbejdstitlen "Mythos RAF". Man har fået tilsagn om 100.000 Euro i støtte fra den berlinske Hovedstads-kulturfond.

Og nu raser debatten.

Terrorister som helte

Medier, med Bild-zeitung i spidsen, kræver udstillingen stoppet. Politikere kræver at tilskuddet trækkes tilbage. De støttes af enkerne efter nogle af de likviderede. Den primære private mæcen har trukket sin støtte. Oplysningsforbundet Die Bundeszentrale für politische Bildung, som var knyttet til udstillingen, har trukket sig, men vil gennemføre sin egen oplysningsindsats. Dette skete efter krav fra blandt andre forbundsindenrigsminister Otto Schily. Samme Otto Schily som i 70'erne var advokat for nogle af de fængslede RAF-fanger.

Det gennemående argument er, at en udstilling om RAF nødvendigvis vil heroisere RAF-medlemmerne - om ikke på anden vis, så vil de komme til at fremstå som mere og andet end blot en kriminel forbryderbande. Synspunktet understøttes af den almindelige vurdering af spillefilmen Baader fra 2002, som gav hovedpersonen en mere heroisk rolle, end de fleste mener han fortjener.

Udstillingsarrangørerne beklager arbejdstitlen "Mythos RAF", men forsvarer sig med at hensigten i høj grad har været at vise ikke blot RAF, men også dokumentere omverdenens reaktioner på RAF. Det har hele tiden været planlagt, at udstillingen skulle udformes efter dialog med de efterladte (siger man efter den offentlige kritik).

Arrangørernes synspunkt er, at der er en kollektiv fortrængning om den tyske terrorisme og at man må vise denne virkelighed både for at forstå fortiden og for at forstå, hvordan fortiden påvirker dagens Tyskland. Eller som enkelte kommentatorer mere polemisk udtrykker det: balladen om udstillingen viser, at vi har brug for at vide mere om terrorismen.

Udstillingen er for øjeblikket planlagt til åbning november 2004.

Søndag Aften 11/2003

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.